Forestil dig et landskab uden træer. Ingen skove, ingen marker, ingen byer. Kun et uendelig område dækket af is hvor vinden bider i ansigtet, og horisonten virker uendeligt.
Dette var virkeligheden for ca. 14.000 år siden, da den sidste istid, Weichsel-istiden, endelig slap sit faste greb om Nordeuropa. Da isranden trak sig tilbage mod nord, rykkede de første danskere ind. De kom ikke for at bygge huse eller dyrke jord – de kom for at jage det dyr, deres overlevelse afhang af: Rensdyret.
Pionererne fra syd
De første mennesker, der vandrede ind i det nuværende Danmark, tilhørte det, arkæologerne kalder Hamburg-kulturen. De var nomader, der fulgte de enorme rensdyrflokke på deres årlige vandringer fra det nuværende Nordtyskland og ind over de nyskabte landområder.
Dengang var Danmark landfast med England og Sverige. Havniveauet var lavt, fordi enorme mængder vand stadig var bundet i iskapperne andre steder på kloden. Det betød, at jægerne kunne bevæge sig over store sletter, der i dag udgør bunden af Nordsøen og Kattegat.
Livet på tundraen
Livet som rensdyrjæger krævede en ekstrem specialisering. Alt, hvad de ejede, skulle kunne bæres, og intet fra byttet gik til spilde:
- Kødet: Var den primære energikilde i det kolde klima.
- Pelsen: Blev til varmt tøj, sko og telte, der kunne modstå minusgraderne.
- Gevir og knogler: Blev omdannet til specialiserede redskaber som harpuner, nåle og de karakteristiske skafttungepile.
- Sener: Blev brugt som stærk tråd til syning.
Jægerens værktøjskasse
Disse mennesker var ikke “primitive” huleboere. De var tekniske eksperter. Deres vigtigste våben var flitsbuen og atlatl (et kastetræ), som gjorde det muligt at nedlægge et rensdyr på afstand.
Deres flinteknologi var i verdensklasse. Ved at hugge i de karakteristiske sorte flintesten skabte de knivskarpe blade og spidser. Fund fra bopladser som Jels i Sønderjylland viser, at de var i stand til at reparere deres udstyr hurtigt og effektivt midt under jagten.
De første spor i den danske muld
Vi kender primært til disse jægere gennem deres efterladte flinteredskaber. Fordi de var nomader, byggede de ikke permanente huse, men lette telte af dyrehuder, som ikke har efterladt spor til i dag.
De vigtigste fundtyper fra denne tid inkluderer:
- Hamburg-kulturen (ca. 12.500 f.Kr.): De allerførste strejftog ind i Danmark.
- Federmesser-kulturen: En senere gruppe, der oplevede en kortvarig opvarmning (Allerød-tiden), hvor birkeskoven begyndte at indvandre.
- Bromme-kulturen: Opkaldt efter en boplads på Sjælland. Her ser vi de første tegn på, at folk slog sig ned i længere tid ad gangen.
Hvorfor kom de?
Det kan virke mærkeligt at søge mod nord ind i et barskt istidslandskab, men for rensdyrjægerne var det et spørgsmål om muligheder. Tundraen var sprængfyldt med liv. Udover rensdyr fandtes der kæmpehjorte, vildheste og måske endda de sidste mammutter. For en jæger var det nye land et spisekammer af enorme proportioner.
Da kulden vendte kortvarigt tilbage omkring 10.000 f.Kr. (Yngre Dryas), blev livet sværere igen, men fundamentet var lagt. Mennesket var kommet til Norden for at blive.